Formandens Nytårshilsen

Formand Jens Erik Bæk sender en nytårshilsen.

Læs formandens nytårshilsen her.

2020 - Det værste år i mands minde

Sådan cirka indledes flertallet af de mange nytårshilsener, der er dukket op i mine postkasser både privat, firma, fysiske og web her først på året 2021.

Jeg vil gerne straks ønske alle i dff/Dansk Fotografisk Forening et fantastisk godt nytår med det inderlige håb, at det bliver et fantastisk godt og spændende år. Både for alle enkeltvis – privat og forretningsmæssigt – men også for vores forening og for vores sammenhold.

Lige nu ser det ud til, at vi har en pæn tilgang af nye medlemmer og nærmest intet frafald af ”gamle” medlemmer. Og det er måske ikke så overraskende, når vi ser på, hvad vore kollega-foreninger har gjort eller ikke gjort for at holde medlemmerne orienterede om muligheder for at komme gennem Corona-krisen med skindet på næsen.

Vi er under alle omstændigheder meget glade for nye medlemmer, der har behov for et aktivt centrum og som kommer for at give deres besyv med i vores faglige, fototossede fællesskab.

Det har indtil videre været en lang periode med næsten ingen fysiske foreningsaktiviteter. Og det er vi i bestyrelsen og alle udvalg vanvittig kede af. Foreningschefen er nærmest desperat; alt hvad der er blevet planlagt er trin for trin, arrangement efter arrangement blevet lagt i muleposen til senere anvendelse. Men der ligger det også bare og venter! Så vi har alle sammen rigtig meget til gode.

Selv om det er muligt og ganske udmærket at ”samles” on-line, hungrer vi tydeligvis alle voldsomt efter fysisk samvær og nærvær. Vi mangler den inspiration, der ligger i at mødes, se, høre og fornemme hinanden med alt det, som krop, ansigt, øjne, ja kort sagt tilstedeværelse kan udtrykke. Vi har afholdt online møder og kurser, men ikke alt kan afholdes virtuelt.

2021 har vi startet op med 9 ”GoToMeeting” kurser / møder, og håber på at kunne afholde vores generalforsamling med fysisk fremmøde, den 26. april 2021 (ellers bliver det online).

Mon ikke Coronaen med dens ubehagelige, men nødvendige frihedsberøvende restriktioner har givet os en fornyet forståelse af, hvordan vore forældre og/eller bedsteforældre følte besættelsens bånd under 2. Verdenskrig. Heldigvis ser vi lige nu meget mere lys for enden af tunnelen.

Jeg ser frem og glæder mig helt vildt til så hurtigt som muligt at komme i gang med møder med workshops og aktiviteter, der kan afholdes for det antal deltagere, som der først åbnes mulighed for at lov til. Og forhåbentlig hurtigt derefter de lidt større møder som generalforsamling – og senere de mere omfattende fler-dages møder.

Uha som jeg glæder mig. Glæder mig til at se jer dejlige kolleger igen.

 

De hjerteligste hilsner fra formanden

Jens Erik Bæk

 


Vi arbejder fortsat for fotograf branchen, og især for vores medlemmer, vil du støtte op omkring arbejdet – så meld dig ind i dff – se: https://dff-photo.dk/om/
 
 
Alle professionelle fotografer er velkommen til at komme med i vores offentlige Facebook Gruppe: https://www.facebook.com/groups/1952425448393692/
X
X