På den hyggelige safari lodge, kan du se frem til at blive forkælet midt i den storslåede afrikanske natur. Der vil være planlagte og guidede ture og yderligere er der mulighed for individuelle ture på de 4 ATV’er og 2 Jeeps eller 4-personers golfvogn som er til rådighed.
Oplev den tidlige morgendis, når naturen vågner, midt på dagen, når de store dyr hviler, og de små dyr flokkes under træernes skygge og den kølige, skarpe natteluft, når de medbragte spotlights fanger genskinnet fra de nataktive dyrs øjne.
Her er masser af vildt, men ingen farlige dyr, så du kan bevæge dig frit omkring på det store malariafrie område og opleve naturen tæt på: En tidlig morgen, når det vrimler med liv, eller en måneklar nat, når det vrimler med stjerner.
På Temba kan du opleve Afrikas storslåede fredfyldthed.
Vi kommer også til at besøge en lokal landsby med mulighed for at lave streetfoto og gadeportrætter, som du ikke kan andre steder!
Temba ligger i Limpopo-provinsen i det nordlige Sydafrika, der også er kendt for den berømte Kruger Nationalpark og Limpopo-floden. Området er privilegeret med solskin og høj himmel – og dyrene er her på alle tidspunkter.
Temba Safari ligger på et 700 hektar stort malariafrit område, hvor der er masser af vildt, men ingen farlige dyr. Derfor kan du bruge oceaner af tid på at udforske den afrikanske bush fra stort til småt. Du kommer både til at se giraffer og tonstunge eland- antiloper, og vender du blikket nedad, kan du se de energiske ”dung beetles”, der ruller kæmpestore gødningskugler med bagbenene som en del af deres parringsritual – og dét er en oplevelse.
Turen er med fuld forplejning – og lidt til
Køkkenet er lagt i hænderne på Maureen, der virkelig forstår at kræse om gæsterne. Du kan glæde dig til at prøve den lokale mad, der er en spændende kombination af mødet mellem afrikanske, engelske og hollandske traditioner, og der er rigeligt af den. En typisk middagsret består af et udvalg af friske grøntsager, salater og en T-bone steak fra en eland, en tons tung antilope, eller måske af en steg fra en kudu eller impala, der er nedlagt i naboområdet.
Måltiderne indtages i fællesskab, enten inden for ved pejsen, eller uden for ved det åbne ildsted – f.eks. om aftenen ved bålpladsen, hvor man kan nyde den overvældende stjernehimmel og dele historier og dagens oplevelser.
Derudover kan du glæde dig til en traditionel afrikansk champagne-brunch ved Paradise Bush og til at nyde den bjergtagende solnedgang over Kudu Rock med et glas champagne i hånden.
Alt i alt de perfekte rammer for masser af gode fotomuligheder og for at prøve en masse udstyr af.