Thorvaldsens Medalje

Skrevet af

For første gang tildeles medaljen en fotograf, den største anderkendelse en dansk kunstner kan modtage

Foto: Kirsten Klein

Som den gyldne sol frembryder

Fotografen Kirsten Klein har netop fået Thorvaldsen Medaljen, den højeste udmærkelse, en kunstner kan få i Danmark. Gallerist Lars Mathiesen er utrolig stolt over at repræsenterer en så betydningsfuld kunstner og Galleri Salling markerer den flotte hædersbevisning ved at vise en lille udstilling med 9 af hendes billeder i husets café. De 9 billeder, udgør til sammen illustrationen til bogen ”Thomas Kingo: Som den gyldne sol frembryder”, af Else Marie Bukdahl, som udgives på Kristeligt Dagblads Forlag. Denne smukke bog, som er bind 15 i forlagets salmeserie fra Taarnborg udkommer d. 11. maj 2012. Disse ni billeder, fortæller med al tydelighed hvorfor Kirsten Klein skulle hædres som en af landets fremmeste kunstnere. Kirsten Klein er den første fotograf der modtager Thorvaldsen medaljen.

 

Thorvaldsens Medalje

Thorvaldsen Medaillen, den højeste udmærkelse for en billedkunstner; den uddeles årlig af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster. Den blev stiftet 1837 som Udstillingsmedaljen og tildeltes talentfulde værker påforårsudstillingen på Charlottenborg. Navnet blev i 1866 ændret til den Thorvaldsenske Udstillings-Medaille, i 1923 til Thorvaldsens Medaille; den er ikke længere knyttet til bestemte udstillede værker.

Selve medaljen, der gives i sølv, er udført af Christen Christensen (1806-45) i anledning af Thorvaldsens hjemkomst fra Rom i 1838.

Motivering for medaljemodtagelse

Billedkunstneren, fotografen Kirsten Klein er i 2012 tildelt Thorvaldsen Medaillen med følgende motivering:

I Kirsten Kleins optik er et farvebillede for færdigt et udtryk, mens det kornede, sort-hvide fotografi er karakterfyldt og åbent for beskueren. Kunstnerens unikke fortolkninger af steder, nære som fjerne atmosfæriske landskaber, balanceres i både genkendelighed og abstraktion gennem næroptagelser af vand, træer, mos, vind og vejrlig. Omdrejningspunktet er naturen. Her fra optimeres oplevelsen af lys og skygge, det skjulte træder frem dobbeltheden, en metafysisk dimension og repræsentation af både øjeblik og uendelighed. Detaljen isolerer tiden. Man fortabes. For sit poetiske og fornemme, personlige arbejde med det fotografiske billede og sin særegne intuitive sansning af stilhedens, stormens og tidløshedens steder hædres Kirsten Klein med Thorvaldsen Medaillen.

 

Foto: Kirsten Klein

Kirsten Klein

Lysten til at fotografere kommer indefra.
Lyset og skyggen er min drivkraft og der opstår en uimodståelig trang til at fastholde en ganske særlig stemning i en samklang med mørket, lyset og motivets styrke. – Et sindbillede af det oplevede med udgangspunkt i naturens overvældende kræfter og barske gang.

At jeg allerede i min allerførste ungdom valgte fotografiet som udtryksmiddel, var lysten til at rejse ud og skildre menneskers levevis under forskellige himmelstrøg. At vise at folk præges af de omgivelser og den natur de lever i.
For at opnå en dybere forståelse, se ned under overfladen, er det vigtigt for mig at tilegne mig viden om stedernes historiske fortid og topografiske udvikling. Det er den kombination der bringer min søgen ud i landskabers afkroge og det er ofte der, jeg får mine største oplevelser. Det er derude at jeg især betages og inspireres.

Det gælder både i de store og de små rejser.
At gå på opdagelse i et bjerg i Irland, – en molerskrænt på Mors, – et pileblad der danser i vinden – eller sandskorns flugt.
Alt dette rummer for mig nogle af de samme livsudvidende energier jeg samler på.

 

Udlært som fotograf i 1966

Året efter rejste hun til USA, Mellem- og Sydamerika, og siden fulgte en lang række rejser, især til Irland og Island. 

I 1976 bosatte hun sig på Mors, og i øens landskab og de nærliggende Vesterhavsegne, kombineret med indtrykkene fra rejserne, fandt hun det karakteristiske billedsprog, som hun har videreudviklet lige siden: De sanselige, poetiske og ofte melankolske skildringer af landskaber, præget af årstidernes gang, vejrets skiften, menneskets dyrkning og naturens egen konstante bearbejdning. Havet er ligeledes et gennemgående motiv, og K. har især fotograferet fra Nordsøens og Atlanterhavets kystegne.

I hendes fotografier finder man en form for religiøs- romantisk naturbesjæling, også når hun sommetider isolerer enkeltmotiver, såsom en fuglevinge, et hvidløg eller en plante. Sammen med forfatteren Knud Sørensen, der også bor på Mors, har hun skabt flere bøger om livet og naturen på stedet. Fra slutningen af 1980erne begyndte K. at udforske fotografiets gamle teknikker som hulkamerafotografering, platintryk, cyanotypi og fotopolymergravure.

Ved hjælp af de gamle teknikker tilfører hun fotografiet en særegen stoflighed, der understreger billedernes poetiske sanselighed. K.s samlede og meget sammenhængende værk viser hende som en af de mest overbevisende og stilsikre skildrere af især det danske landskab og dets mange forskelligartede ansigter.

Forfatter: Mette Sandbye (M.Sa.), Veilbachs Leksikon

 

CV

Efter sin debut i Rådskælderen på Charlottenborg i 1969 har hun bl.a. udstillet på Kunstindustrimuseet, Danmarks Fotomuseum, Museet for Fotokunst Brandts, Ribe Kunstmuseum, Nivaagaardsamlingen, Karen Blixen Museet, Vendsyssel Kunstmuseum samt i udlandet på Paris Photo, Det Danske Kulturinstitut i Ungarn og Skotland samt Kunstakademiet i Houhot, Indre Mongoliet.

I 1999 modtog Kirsten Klein Statens livsvarige kunstnerydelse og er desuden blevet tildelt Bindesbøll Medaljen (1995), Ny Carlsbergfondets Rejselegat (1999), Henry Heerups legat (2005), Anne Marie Telmanyis Legat (2005) og Palle Fogtdals Fotografiske Hæderslegat (2007).

Hun har solgt værker til private, staten, amter, kommuner og fonde, heriblandt Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Museet for Fotokunst Brandts og Det Nationale Fotomuseum. Hun har udført udsmykningsopgaver for Miljøcenter Ringkøbing, Kystdirektoratet i Lemvig, Lemvig Gymnasium, KMD Aalborg og Forskningscentret i København samt leveret motiver til to frimærker. Herudover har hun en lang række publikationer bag sig.

Fotograf Kirsten Klein, som bl.a. er udstillings aktuel på Galleri Salling – KLIK HER

 

Foto: Kirsten Klein

 

Mellem lyset og mørket 

Mellem lyset og mørket er en opfølger til en stor retrospektiv udstilling på Brandts Klædefabrik i Odense i juli 2009,. Bogen giver et overblik over Kirsten Kleins professionelle karriere gennem 30-40 år: Kirsten Klein fotograferer udelukkende analogt, digitale kameraer er bandlyst, og hun arbejder fortrinsvis med de traditionelle sort-hvide teknikker, kopierer på sølvgelatinefiberpapir, men hun har også i perioder brugt de helt gamle teknikker såsom ædeltryk og fotogravure. Deraf den store variation i det fotografiske udtryk, hvor der kommer meget raffinerede farvetoner og valører ind i billederne. Emnerne er hovedsagelig samlet om naturen og landskabet, træer, sten, køer, vand, planter, mosser, med udgangspunkt i den lokalitet på Nordmors, hvor hun har boet i mange år. Derfra breder de sig ud over resten af det nordvestjyske og ud i resten af Norden, til Sameland og længere ud i verden. Og uanset, hvad motiverne er, og hvor hun finder dem, formår hun at finde både skønhed og mystik i dem ? og give dem en næsten metafysisk dimension, en rent ud sagt forbløffende associationskraft.

Fakta om bogen
1. udgave
Indbundet ,  200 sider
ISBN: 9788702080797
Gyldendal 2010
Omslag: Lars Abrahamsen

 

Limfjorden 

Limfjordslandet er forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsens barndomsland, og det er en af hans mange drømme der går i opfyldelse med udgivelsen af LIMFJORDEN.
En rejse rundt i Limfjordslandet, hvor han fortæller, mindes, beskriver så levende, som kun han kan. Akkompagneret af fotografen Kirsten Kleins stemningsfulde fotos, og dertil gamle fotos, malerier, kort. Tilsammen en helhed, der er både ambitiøs og gribende, poetisk og nøgtern. Limfjordslandet har fået sit ultimative værk.

Fakta om bogen
2. udgave
Indbundet ,  850 sider
ISBN: 9788702131451
Gyldendal 2012
Omslag: Camilla Jørgensen

 

Udstilling

Besøg Galleri Salling på adressen Hjerk Kirkevej 4 – Hjerk – 7870 Roslev. Fra caféen er der en smuk udsigt til Harre Vig. I caféen serveres kaffe, te, sodavand og kage. I delikatessebutikken kan du købe gode lokale delikatesser, italienske specialiteter m.m. Butikken sælger også bøger og postkort, bl.a. en række af Ib Spang Olsens bøger og Limfjorden – Stemmer og Steder – Hans Edvard Nørregaard-Nielsens og Kirsten Kleins anmelderroste pragtværk, som er udsolgt i mange boghandlere.

Også åbent Store Bededag ( fredag d. 4/5 fra kl. 13.00 – 17.00)

3 udstillinger i galleriet:

  • Kirsten Klein
    Som den gyldne sol Frembryder.
  • Jens Uffe Rasmussen
    Øhavet.
  • Helga Kristmundsdottir
    Islandske abstraktioner.

Åbent til d. 20/5
Ons. kl. 13.00 – 17.00 og
19.00 – 21.00

Tors. Lør. og Søn.
Kl. 13.00 – 17.00
eller efter aftale

Comments are closed.