En Rejse Gennem Fotografiets Historie
Dansk Fotografisk Forening
Oplev historien bag verdens ældste forening for professionelle fotografer, der har formet fotografiets udvikling siden 1879.
Foto: Per Lindorf
Om Foreningen
Foto: Per Lindorf
Vedtægter
Vedtægter for Dansk Fotografisk Forening
Nærværende vedtægter vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 22.05.2025.
_______________________________________________________________________________
§1 Navn
Foreningens hovednavn er Dansk Fotografisk Forening med binavnet dff.
Foreningens navn skrives dff / Dansk Fotografisk Forening eller i forkortet form dff.
Foreningen er en landsorganisation af professionelle fotografer i Danmark, stiftet den 05.04.1879 under navnet Dansk Fotografisk Forening.
Foreningens hjemsted og værneting er den kommune, hvori den konstituerede formand er bosiddende.
§2 Formål
Foreningens formål er, at virke til fotografiets fremme og udvikling samt for det fotografiske erhvervs interesser, derunder at fremme kollegialt samarbejde og faglig udvikling.
§3 Medlemmer
Som medlemmer kan optages:
3.1. Aktive medlemmer
3.1.1 Fotografer med uddannelsesbevis – eller med erhvervserfaring og/eller uddannelse der ligestiller dem hermed – som driver selvstændig virksomhed med fotografi som hovederhverv eller er ansat med fotografi som hovedbeskæftigelse, det være sig såvel stillfoto som levende billeder.
3.1.2 Prøvemedlemskab. Fotografer som ikke opfylder kravene i 3.1.1 – men har som mål at drive selvstændig virksomhed med fotografi som hovederhverv eller blive ansat med fotografi som hovedbeskæftigelse, det være sig såvel stillfoto som levende billeder.
Prøvemedlemskab er 1-årigt – og inden for dette år skal et af kravende i 3.1.1 være opfyldt eller prøvemedlemmet skal have bevist sin faglige kunnen ved at have erhvervet en dff kvalifikation. dff kvalifikation sidestilles i denne sammenhæng med uddannelsesbevis.
3.1.3 Elever under uddannelse anerkendt af dff / Dansk Fotografisk Forening.
3.1.4 Leverandører til den fotografiske branche samt fuldtidsansatte hos leverandører til den fotografiske branche.
3.1.5 Medlemmer med mindst 1 års anciennitet som medlem af foreningen, der ophører med fuldtidserhvervsmæssig fotografisk aktivitet, men ønsker fortsat medlemskab. (Pension, Efterløn med mere)
3.1.6 Fotografer med omsætning under SKATs registeringsgrænse for moms, der i øvrigt opfylder kriterierne i §3.1.2
3.1.7 Aktivt medlemskab kræver, at man opfylder et af kriterierne nævnt underpunkt 3.1.1 til 3.1.6 og ikke er i kontingentrestance.
§4 Optagelsesprocedure
Ansøgeren udfylder optagelsesskema, der afleveres til foreningens sekretariat.
Ansøgninger behandles på førstkommende bestyrelsesmøde.
Bestyrelsens afgørelse kan, af den ansøgende eller af et af foreningens medlemmer, indbringes for førstkommende ordinære generalforsamling, der træffer den endelige afgørelse.
§5 Æresmedlemmer
Æresmedlemmer udnævnes efter vedtagelse på en generalforsamling med to tredjedele af de afgivne stemmer.
Forslag hertil skal tilstilles bestyrelsen inden 01.01.
Hvis et aktivt medlem udnævnes til æresmedlem, bevarer medlemmet fortsat de fulde rettigheder som aktivt medlem af foreningen.
Æresmedlemmer er kontingentfrie.
§6 Kontingent
Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling.
Kontingentet opdeles i følgende grupper:
1.1 Kontingent 1 – fuldt kontingent: indehaver, direktør eller leverandør (3.1.1 (Selvstændig), 3.1.2 (Fuldt selvstændigt prøvemedlem), 3.1.4 (Leverandør)
1.2 Kontingent 2 – nedsat kontingent: ansat (3.1.1), elev (3.1.3), Medlemmer med nedsat erhvervsaktivitet (3.1.5), små virksomheder (3.1.6)
Ved flere indehavere betaler kun det ene kontingent 1, den eller de øvrige kontingent 2.
Bestyrelsen beslutter betalingsterminer, gruppesats og kan variere kontingenter for undergrupperne i Kontingent 2
§7 Ophør af medlemskab
Udmeldelse af foreningen skal ske med 3 måneders varsel ved udgang af en måned.
Ved et medlemskabs ophør er den pågældende forpligtet til straks at ophøre med brugen af ethvert symbol eller enhver betegnelse, der kendetegner den pågældende som medlem af dff/Dansk Fotografisk Forening.
§8 Eksklusion
Medlemmer som handler mod foreningens love eller lovligt trufne beslutninger, ekskluderes midlertidigt efter bestyrelsens beslutning.
Eksklusionen afgøres endeligt af den næstfølgende generalforsamling, til hvilken den ekskluderede har adgang.
Et af generalforsamlingen ekskluderet medlem kan kun genoptages ved beslutning af en ordinær generalforsamling.
Efter bestyrelsens beslutning og inden endelig vedtagelse på generalforsamling er den pågældende forpligtet til straks at ophøre med brugen af ethvert symbol eller enhver betegnelse, der kendetegner den pågældende som medlem af dff/Dansk Fotografisk Forening.
§9 Bestyrelse
Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer, sekretær, forretningsudvalg samt gruppeansvarlige.
Foreningen tegnes af formanden og kasserer. I den enes fravær tegnes foreningen af den anden samt to øvrige bestyrelsesmedlemmer. I begges fravær af den øvrige bestyrelse.
Bestyrelsen vælges blandt aktive medlemmer på den ordinære generalforsamling.
Bestyrelsesmedlemmer vælges for en 2-årig periode, således at der i et år vælges 3 bestyrelsesmedlemmer og i det følgende år 2 bestyrelsesmedlemmer.
2 suppleanter vælges for en 1årig periode. 1. suppleant er den person, som opnår flest stemmer.
Bestyrelsen kan om fornødent inddrage suppleanter eller øvrige med relevant kompetence i specifikke opgaver.
§10
Formanden indkalder til bestyrelsens møder og leder disse. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen holder møde mindst 4 gange hvert år.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden og de fremmødte medlemmer i alt udgør mindst halvdelen af den siddende bestyrelse.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
§11 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af april måned.
Den indvarsles ved skriftlig meddelelse mindst 4 uger forud pr. post eller e-mail.
Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indsendes til foreningens sekretariat senest 2 uger før generalforsamlingen.
Senest 1 uge før generalforsamlingen udsender bestyrelsen endelig dagsorden med indkomne forslag. Foreningens regnskab fremlægges til gennemsyn.
Generalforsamlingen skal tilstræbe at vælge en bestyrelse med ligelig fordeling mellem repræsenterede branchegrupper.
Stemmeret har betalende medlemmer som ikke er i restance – 1 stemme pr. medlem.
Stemmeret kan udøves ved en til den pågældende lejlighed særlig udstedt, skriftlig fuldmagt.
Ingen befuldmægtiget kan dog afgive mere end 3 fuldmagtstemmer.
§12
Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse af revideret regnskab
4. Fastsættelse af kontingent
5. Indkomne forslag
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
7. Valg af suppleanter til bestyrelsen
8. Valg af 2 revisorer
9. Eventuelt
§13
Ekstraordinær generalforsamling indvarsles ved skriftlig meddelelse til medlemmerne pr. post eller e-mail med mindst 2 ugers varsel.
Varslingen skal indeholde udførlig dagsorden.
Bestyrelsen kan når som helst indvarsle til ekstraordinær generalforsamling og skal gøre dette, når mindst 50 medlemmer skriftligt forlanger det og samtidig indsender udførligt forslag til dagsorden.
§14
Dirigenten leder forhandlingerne på generalforsamlingen og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen.
Skriftlig afstemning skal finde sted, når dirigenten eller fem medlemmer forlanger det.
Til vedtagelse kræves simpelflertal af de afgivne stemmer.
Dirigenten kundgør resultatet af enhver afstemning.
§15 Sekretariat
Bestyrelsen kan antage lønnet medhjælp til varetagelse af løbende opgaver.
§16 Understøttelses- og studiefond
dff/Dansk Fotografisk Forenings Understøttelsesfond, der administreres af bestyrelsen, har til formål at understøtte trængende fotografer og medhjælpere, som har været medlem af dff/Dansk Fotografisk Forening i mindst 2 år, samt enker eller børn efter sådanne.
§17
Understøttelses- og studiefondens midler består af:
Den opsparede kapital, derunder de fonden tillagte legatmidler, forøget med:
Mulige gaver, opsparede renter og hvad der på anden måde kan tilfalde fonden.
Disse midler skal anbringes i rentebærende effekter efter reglerne for umyndiges midlers anbringelse.
De deponeres i bank eller sparekasse, hvoraf de kun kan udtages efter skriftlig rekvisition af formand og kasserer.
Dog er kassereren berettiget til at modtage kupons eller på anden måde hæve renten.
Til at disponere over fondens midler, enten ved salg, pantsætning eller på anden måde, kræves en af bestyrelsen med 2/3 majoritet vedtagen beslutning.
§18 Gæld
For gæld, som dff/Dansk Fotografisk Forening måtte stifte, kan der ikke gøres arrest eller udlæg i understøttelsesfondens eller i de enkelte medlemmers såvel som bestyrelsesmedlemmers midler.
§19 Understøttelse og stipendier
Ansøgning om understøttelse eller stipendium sendes til foreningen.
Afgørelse træffes af bestyrelsen, der på hvert bestyrelsesmøde gennemgår indkomne ansøgninger.
Udenfor disse tider kan bestyrelsen kun i påtrængende tilfælde yde hjælp af fondens midler.
§20
Foreningen og understøttelses- og studiefonden tegnes af formanden og kassereren i forening.
I formandens fravær af næstformanden og kassereren i forening.
I kassererens fravær af formanden og næstformanden I forening.
Ved afhændelse og pantsætning af fast ejendom dog af den samlede bestyrelse.
§21 Opløsning
Foreningens opløsning kan kun bestemmes af en generalforsamling efter forudgående skriftlig afstemning blandt foreningens betalende medlemmer som ikke er i restance, og kun for så vidt 2/3 af disse har stemt for forslaget.
Opløsning kan dog først ske, når der foreligger en plan for afvikling af forenings forpligtelser og garanti for, at denne gennemføres. Eventuelt overskud af likvidation tilfalder i så fald understøttelses- og studiefonden.
22. maj 2025
Vedtægterne blev vedtaget på delegeret forsamlingen den 15.09.1969, ændret og vedtaget på generalforsamlingen 04.10.1998, ændret og vedtaget på generalforsamlingen 06.10.2002, ændret og vedtaget på generalforsamlingen den 14.09.2009, ændret og vedtaget på ekstraordinær generalforsamlingen den 06.11.2011, ændret og vedtaget på ordinær generalforsamlingen den 13.03.2016, ændret og vedtaget på ordinær generalforsamlingen den 19.03.2018, ændret og vedtaget på ordinær generalforsamlingen den 04.04.2022 samt ændret og vedtaget på ordinær generalforsamlingen den 27.04.2023, ændret og vedtaget på ekstraordinær generalforsamlingen den 21.08.2023.
Bliv En Del Af Vores Historie
Tag del i en stolt tradition og styrk dit netværk ved at blive medlem af Den Danske Fotografiske Forening. Deltag i vores kommende arrangementer og vær med til at forme fremtiden for professionelt fotografi i Danmark.

