Green screen

Skrevet af

eller chroma key, som det også kaldes, er …..

et særdeles populært værktøj på videosiden, mens det for langt de fleste stillfotografer stadig er uopdyrket land. Det råder programmet PhotoKey bod på, som jeg lærte at kende under et arrangement i dff/Dansk Fotografisk Forening.

Green screen – så nemt som bare pokker….!

Af Henrik Malmgreen, digital.dk

Photo: FXHOME

Desværre er der endnu ikke ret mange fotografer, der arbejder med green screen. Ikke desto mindre er det et spændende område, der desuden kan være med til at generere ny omsætning til den fotografiske branche, som til stadig presses af, at de tidligere kunder tager flere og flere billeder selv.

Photoshop kan meget, men der er altså også områder, hvor andre programmer er bedre samt ikke mindst meget mere tilgængelige – og arbejdet med green screen er netop et af disse områder. PhotoKey fra det engelske softwarehuse FXHome er skræddersyet til at arbejde med green screen og dermed fritlægning af motiver på alskens spændende baggrunde.

Programmet sælges med en plug-in til Photoshop således, at det i fotografens workflow er nemt at hoppe frem og tilbage, men derudover må en umiddelbar kommentar være: Hold da kæft hvor er det nemt. PhotoKey leveres med en brugerflade, der er ekstremt enkel samt logisk opbygget, og hvis man ikke selv lige råder over optagelser på green screen, ja så medfølger en række demooptagelser samt flotte baggrunde, der gør det muligt at komme i gang med det samme.

 

Meget nem brugerflade

 

Grundlæggende fungerer programmet på den simple måde, at man kan aktivere to faner, forgrund og baggrund. Til disse kan man derefter importere de billeder, man ønsker at arbejde med, og det snedige er, at man sagtens kan importere såvel flere green screen optagelser som flere baggrunde på samme tid og mixe mellem dem. Desuden kan man definere en hotfolder således, at programmet selv sørger for at importere nye billeder.

Photo: FXHOME

Derefter er selve arbejdsprocessen faktisk såre simpel. Først går man i menuen Key, hvor man kan justere, hvorledes green screen optagelsen opfører sig oven på en ny baggrund. Det er eksempelvis muligt at justere kanterne på forgrundsbilledet, eventuelt ved at vise det som maske således, at overgangene til baggrunden bliver helt, som de ønskes.

En af de nye funktioner i den seneste version er funktionen Adaptive Color, der blandt andet gør det muligt at kompensere for eventuelle ujævnheder i green screen optagelsen, f.eks. hvis baggrunden er et klæde, der har været rynket med uønskede lys/skygge effekter til følge. Hvis flere billeder har samme problem, kan det løses ved en såkaldt batch proces, som er en funktion, der lader programmet udføre samme proces på flere billeder i én arbejdsgang. En af disse er den nye funktion Export to Multiple Backgrounds, der gør det muligt at eksportere en green screen optagelse til flere baggrunde i samme proces.

 

Tæt integration til Photoshop

 

Som nævnt er der integration til Photoshop, hvilket gør det muligt at sende lag frem og tilbage mellem Photoshop og PhotoKey, og i den seneste version er desuden tilføjet en række nye filtre, blandt andre Vibrance og Half Tone.

Integrationen til Photoshop gør det endvidere muligt at kombinere det bedste fra to verdener, nemlig Photokeys avancerede green screen funktion og Photoshops avancerede sortiment af brushes, lige som det nu er muligt at arbejde med ICC-farveprofiler.

Photo: FXHOME

Selv uden Photoshop når man rigtig langt i det omfattende katalog af effekter og filtre, man finder i Photokey. Forgrundsbilledet – altså selve green screen optagelsen – kan naturligvis placeres og scaleres helt efter ønske, lige som man f.eks. kan arbejde med lys/skygge effekter fra henholdsvis højre og venstre.

I filtermenuen finder man ca. 25 filtre, hvor langt de fleste også kendes fra Photoshop, nemlig Auto Levels, Auto Contrast, Auto Color etc., mens man i effektmenuen finder effekter såsom Focus Blur, Soft Focus, Vignette og Tint. Desuden rummer programmet et tekstværktøj.

Photo: FXHOME

Det er bare med at komme i gang

 

Det findes både til Mac og til PC, men på begge platforme skal der dog være tale om 64-bit udgaver af de respektive styresystemer. Også på prissiden kan man vælge mellem to versioner, nemlig PhotoKey 6 til 149 dollars og PhotoKey 6 Pro til 299 dollars.

Og lad det være sagt med det samme. Hvis man har planer om virkelig at gå til stålet med green-screen, ja så er det nok Pro versionen, man skal kaste sig over. Her får man flere funktioner, man givet kommer til at savne i den ”lille” version, nemlig funktioner som Photoshop plug-in, fuldautomatisk batch-funktion, hotfolder til billedimport etc.

Jeg havde ikke hørt om PhotoKey før, men må sige, jeg er blevet markant overrasket over dets funktionalitet og ikke mindst særdeles tilgængelige brugerflade.

Photo: FXHOME

Programmet får mine varmeste anbefalinger – og det er bestemt ikke prisen, der skal være den afskrækkende faktor.

Tværtimod, jeg synes bare det er med at komme i gang, for mulighederne er uanede uanset om man er entusiastisk fritidsfotograf eller arbejder med f.eks. portræt eller virksomhedsfotografering samt ikke mindst reklamefotografering.

 

Photo: FXHOME

Comments are closed.