Foto- og kunstudstilling

Skrevet af

Klassisk Fotografi  -eller er livet for kort til digital

Fredag den 10. feb. kl. 16.00 er der åbning af udstillingen – Alle er velkomne i Kedelhallen på Nordkraft i Aalborg (find vej – KLIK HER)

Emil Schildt er født i 1958 og er helt autodidakt fotograf. Eller måske er han slet ikke fotograf? Han er blevet kaldt en dinosaurus – en døende race, eller en kustode, der passer på utidssvarende ting. Men han er også blevet kaldt ”the keeper of the flame” – en person, der holder et gammelt håndværk i hævd. Fotografiets ”bonderøv”?

Spørger man ham selv, siger han, at han nok mest er billedmager. Selv om han indrømmer, at have en forkærlighed for gamle  – meget gamle kameraer og objektiver. Men ikke kun for glæden ved håndværket der ligger i sådanne kameraer og objektiver. Også for glæden ved de muligheder, der tilbydes med disse apparater og teknikker.

”Jeg er en billedmager, der tilfældigvis starter mine billeder med et fotografisk negativ”.

Emil Schildt laver billeder som nok ingen anden i Danmark. Hans brug af nu næsten glemte teknikker, spænder ofte fotografiet til dets grænse. Flere af hans billeder er ”forvandlede” fra almindelige s/h prints til farvede ”oliemalerier”. (Bromoil).

”Jeg har nok i de senere år bevæget mig mere fra det traditionelle sort/hvide fotografi til det mere ekspressive udtryk. Og i mørkekammeret gemmer der sig fantastiske udtryksmuligheder, som jeg elsker at lege med. Teknikker, som på ingen måde kan laves digitalt.”

Emil Schildt har fotograferet i mere end 30 år, og han er specielt glad for at lave portrætter – at fotografere nøgenmodel og i de senere år, at fotografere i naturen.

Alle tre emner, der tilsyneladende er nemme at gå til, men som han påstår hver især at være så svære, at man sagtens kunne bruge et liv på det.

”Derfor fotograferer jeg ikke digitalt. Det er mit liv for kort til”

______________________________________________

Sådan finder du vej til Nordkraft:

GPS – indtast: Østerbro 13, 9000 Aalborg

(BNL09.02.2012)

Comments are closed.