Diane Arbus på Tate Modern

Skrevet af

Går efterårs- eller vinterferien til London må du ikke misse den aktuelle udstilling på Tate Modern….

I samarbejde med National Galleries of Scotland har Tate frem til udgang af marts 2012 udstillet nogle af Diane Arbus kendeste værker i tre af ARTIST ROOM gallerierne.

Arbus startede sammen med sin mand Allan Arbus som kommerciel fotograf for bl.a. Vogue og Harper’s Bazaar i 40′erne og første del af 50′erne, men fik aldrig noget stort gennembrud med modefotografi, og stoppede den kommercielle karriere i midten af 50′erne.

Karrieren fortsatte i stedet med redaktionelle opgaver for amerikanske magasiner, udført med simpel teknik – et Rolleiflex 6 x 6 kamera, og senere en enkelt flash.

Hendes store interesse var de mere og mindre skæve eksistenser, både fysisk og menneskeligt. Motiverne omfattede det jødiske ægtepar med deres 2 meter høje søn, transvestitten, det 65-årige par som prom-king & queen, men også de unge kærestepar i New Yorks parker.

“Freaks was a thing I photographed a lot. It was one of the first things I photographed and it had a terrific kind of excitement for me. I just used to adore them….” (Diane Arbus)

I sin tid skabte Arbus billeder en del bølgegang, med sit angreb på den generelle opfattelse af hvad der er ordentligt og præsentabelt i det amerikanske samfund, og i fotografi i særdeleshed. I dag  - 4-5 årtier senere – har den opfattelse naturligvis flyttet sig en del, og sammen med fotografer som Robert Frank, Garry Winnogrand, Lee Friedlander, m.fl var Arbus en af de pionerer, der flyttede grænserne for fotografiets anvendelse, og udviklede dets bredde og styrke som medie.

Diane Arbus begik selvmord i 1971 efter tilbagevendende depressioner, men står tilbage som en ægte pioner, der har været med til at grundlægge nogle af de anvendelser og kvaliteter i fotografi, som vi idag tager for givet.

Udstillingen på Tate Modern er derfor et fantastisk tidsbillede på en bid af fotografiets udvikling, og absolut et besøg værd. Og så kan man jo samtidig slå et smut forbi de flotte Picasso’er, der også hænger på Tate…..

Tate Mordern – www.tate.org.uk

Diane Arbus – diane-arbus-photography.com

Comments are closed.