De rodløse

Skrevet af

Den 15. januar åbnede fotoudstillingen De Rodløse på Kgs. Nytorv i København. Udstillingen og den tilhørende bog med portrætter af hjemløse, ønsker at stille skarpt på de 5.000 danskere, der lever deres liv på gaden.

30 portrætter af mennesker med forskellige livshistorier danner rammen for en fotoudstilling, der åbner den 15. januar. Unge, gamle, kvinder, mænd, alene eller med en følgesvend.  Fælles for dem er, at de har været udsat for begivenheder i livet, der gør, at de ikke har et hjem og lever som hjemløse.
Udstillingen er lavet af fotografen Helga C. Theilgaard, der med de tankevækkende portrætter ønsker at sætte fokus på hjemløses liv og vilkår.

”Jeg har altid haft en grundlæggende undren eller nysgerrighed over, hvad det er for mennesker, der lever på gaden. Jeg tror, vi er mange, der kender følelsen af, at man egentlig ikke bryder sig om at se hjemløse i gadebilledet og får lyst til at gå over på det andet fortov. De hjemløse er udstødte, og derfor satte jeg mig for at gøre afstanden til de hjemløse mindre ved at sætte ansigter på og fortælle deres historier,” fortæller Helga C. Theilgaard, der i vinteren 2008 opholdt sig blandt hjemløse, og inviterede dem ind i sit studie for at fotografere dem og høre deres historie.

Gribende historier mellem råhed og sårbarhed
Det er fortællinger om ganske almindelige liv, hvor en tilfældig skæbnesvanger begivenhed slår livet ud af kurs. Det er historier om misbrug, psykiske og fysiske sygdomme, arbejdsløshed, skilsmisse og vold. Men det er frem for alt også historier om svigt fra familie og pårørende og fra samfundets side.
”Antallet af hjemløse er vokset over de seneste år, og jeg mener, at det er et samfundsproblem, som fortjener at få opmærksomhed. Billederne er ikke taget for at behage beskueren, men for at fremstille virkeligheden for en gruppe mennesker i Danmark og videregive et personligt budskab om svigt og tilfældigheder, der kunne ramme os alle, ” siger Helga C. Theilgaard.

Udover udstillingen, der senere på året også kommer til Esbjerg, Århus, Aalborg og Odense, udkommer også fotobogen De Rodløse på Forlaget Ajour. Den indeholder portrætter, livshistorier og mere generel viden om hjemløse i Danmark.

Udstillingen ”De Rodløse” kan ses i følgende byer

København, Kgs. Nytorv d. 15/1-1/3-2010
Esbjerg, Phototek Esbjerg d. 4/3-27/4-2010
Århus, Store Torv d. 28/4-31/5-2010
Aalborg, John F. Kennedys Plads d. 1/6-30/6-2010
Odense, Platanpladsen d. 1/7-1/8-2010

Besøg hjemmeside her

1 kommentar

  1. Bent Medvind
    15. marts 2010 on 08:46

    En rigtig flot udendørs udstilling her i Esbjerg på plænen foran Ungdomshuset og Hovedbiblioteket – har være forbi 3 gange nu og der står altid tilskuere. Oplevede bl.a. den ene gang at en flok efterskoleunge fik sig en god snak om billederne. Bl.a. både fotograferede og filmede de hele udstillingen.

    Bent Medvind